Danmark har behov for digital vision

PRESSE: Politikerne og erhvervslederne ved det godt. Danmark har behov for en digital vision. Kronik i Børsen af bestyrelsesformand i Interactive Denmark Jan Neiiendam og Anna Porse Nielsen, direktør i Manto.

 

Kronikken sætter fokus på behovet for nye vækst- og eksporttilbud til digitale producenter, fordi de eksisterende eksport- og erhvervsfremmeinitiativer ikke møder fx. spiludviklernes specifikke behov. I stedet foreslår kronikørerne tættere samarbejde mellem erhversfremmeaktører, nationale klyngeorganisationer og private aktører med branchekendskab, som i fællesskab kan være med til at skabe nye eksportprogrammer.

Kronikken blev bragt i Børsen d. 18. december 2015.

__________

Danmark har akut brug for at genfinde sin digitale storform
 

Vi arbejder til daglig med de digitale frontløbere, Danmarks interaktive elite, der med en omsætning på 1,7 mia. kr. i 2014 og en fremgang på 35 pct. i forhold til sidste år har nået milepælen som en milliardindustri. Men de danske producenter oplever en række vækst- og eksportbarrierer, fordi de adskiller sig fra traditionelle eksportindustrier på en række parametre.

Potentialet på tværs af de interaktive industrier er langt større, end tallene fra spilbranchen viser.

Virksomhederne er desværre stort set ukendte for almindelige danskere og politikere, og fordi de er digitale frontløbere, bliver deres specifikke behov ikke mødt med vores nuværende erhvervsfremmeinitiativer.​

Potentialet er enormt
Sammen med de 266 teknologidrevne, kreative virksomheder, vi kategoriserer som "den interaktive elite", står vi klar til at bringe Danmark i digital storform. Men vi efterlyser større politisk fokus på digitale forretningsmodeller, nye eksportprogrammer og risikovillig kapital.

Det globale marked for digitale services og virtuelle produkter vokser hastigt, og underholdningsspil ligger forrest i den udvikling. Mere end hver fjerde person på jorden spiller i dag computerspil. På globalt plan udgjorde markedet 450 mia. kr. i 2014, med en forventet årlig tilvækst på 8 pct. I vores nabolande Finland og Sverige ser vi store værdier blive opbygget og solgt, med selskaber som King (Candy Crush), Mojang (Minecraft) og Supercell (Hay day, Clash of Clans) i front.

Underholdning og teknologiske løsninger
Danske Unity Technologies, der står bag spiludviklingsplatformen af samme navn, blev for nylig kåret som nr. et på Berlingskes liste over de mest succesfulde danske virksomheder, mens danskudviklede Subway Surfers fortsat er blandt de mest downloadede apps i verden. Men de interaktive industrier i Danmark producerer ikke kun spil og underholdning. De er i stigende grad leverandører af løsninger til analoge virksomheder.

Markedet for digitale løsninger er enormt.

Danske Sentio Simulations, der har baseret deres forretning på spilteknologi, har netop leveret simuleringssoftware til den tyske bilindustri, der hermed kan skære seks måneder af produktionstiden for en bil. Denne kernesoftware kan måske også bruges inden for vindmøller, termostater og pumper eller andre produkter, der løser nogle af denne verdens problemer, og hvor vi i forvejen er førende.

Eller hvad med læremidler til både grundskole, gymnasier og forskningsinstitutioner, laboratoriesimulering, sundhed og andre serviceydelser? Markedet for digitale løsninger er enormt.

Hvis Danmark skal op i den digitale top, er der brug for politiske visioner og reel handling. Politikerne skal turde satse på den variant af digitale rebeller, som bl.a. spilbranchen udgør.

Skab tættere samarbejde
For at realisere visionen foreslår vi bl.a. tættere samarbejde mellem eksport- og erhvervsfremmeaktørerne samt de nationale klyngeorganisationer og private aktører med branchekendskab, så vi sammen kan udvikle nye og tilrette eksisterende programmer.

Danmark har brug for frontløbernes viden og vilje til vækst.

Og så er der brug for klog risikovillig kapital. Innovationsmiljøet Capnova ser interaktive virksomheder som et nyt dansk vækstområde og skyder alene i år penge i syv nye virksomheder inden for computerspil og e-health. Men deres kræfter alene er ikke nok – der skal mere investeringskapital på banen.

Der er behov for en ambitiøs politisk vision for fremtiden. Danmark har brug for frontløbernes viden og vilje til vækst. Vi har erfaringerne og kendskabet til branchernes specifikke behov. Tal med os, hvis du vil vide mere om, hvordan vi sammen med den interaktive elite kan bringe Danmark i digital storform.

Læs kronikken i Børsen