CPH Games Festival satte turbo på branchens forretningspotentiale

Den danske computerspilbranche blev officielt en milliardforretning, da den samlede omsætning ramte 1,12 milliarder kroner i 2015. Fra den 6.-10. april 2016 blev der sat yderligere fart  og fokus på branchen med en ny ambitiøs festival.

 

Copenhagen Games Festival samlede for første gang det danske spilmiljø fra 6.-10. april 2016. “Vi mener, der er et stort uforløst økonomisk og kreativt potentiale i Danmark,” siger Jan Neiiendam, bestyrelsesformand for Interaktive Denmark og vicedirektør i Producentforeningen.

“For at gøre dette potentiale synligt, både nationalt og internationalt, har vi samlet en række eksisterende branche-events og tilføjer flere nye dele til én stor festival, så der skabes et samlingspunkt for branchen selv og for investorer.”

Supercell til CPH Games Conference
Et af de redskaber, som skal være med at at skabe flere danske kvalitetsprodukter på spilfronten, er den en-dags konference, der indledte festivalen. Her er det blandt andet lykkedes at lokke eksperter fra den finske spil-gigant og milliardsucces Supercell til København for at dele ud af deres erfaringer og ekspertise ved et executive summit for den danske spilbranches ledere.

 

Talenter i branchen deler viden og indsigt
Derudover giver de danske spiludviklere også selv deres guldkorn videre til resten af branchen i anden del af konferencen, hvor spiludviklerne selv lægger lokaler til. Blandt andet SYBO Games, der sammen med Kiloo står bag sidste års mest downloaded mobilspil i hele verden, nemlig Subway Surfers.

“Vi er kun glade for at være en af værterne for Copenhagen Games Festival,” fortæller Mathias Gredal Nørvig, Managing Director hos SYBO Games. “Vi har længe støttet op om den danske spilbranche og dens kreative vision, og dette event er en oplagt mulighed for at lade de største talenter i branchen dele ud af deres viden og indsigt i spiludvikling.”

 

Styrker branchen som helhed
Den danske spilbranche spænder fra bittesmå enmands-udviklere til Hitman-skaberne IO-Interactive, der tæller adskillige hundrede ansatte. Men den nye festival er for alle og ikke bare et enkelt segment af branchen. ”Vores vision er, at de store virksomheder kommer og giver viden og erfaring videre til de nyopstartede virksomheder,” siger Neiiendam. ”Så vi styrker branchen som helhed og får den til at modnes hurtigere.”

 

SpilPris, EXPO, Virtual Reality og meget mere
Udover konferencen omfattede den nye festival også uddelingen af den danske spilbranches egen pris, Spilprisen, et seminar i digital storytelling, en spilexpo, en netværks-brunch specifikt rettet mod kvinder i branchen, en masterclass og udstilling af de nyeste tendenser indenfor Virtual Reality.

 

Vinder af Årets Spil 2016 blev 'Affordable Space Adventures' af Knapnok Games, der også vandt priser for Bedste Spildesign og Bedste Tekniske Bedrift. Her præsenterer DR de fem vindere af SpilPrisen 2016: 5 nye prisvindende danske spil til din mobil og konsol

 

Copenhagen Games Festival i Radio 24/Syv
Interactive Denmarks Jan Neiiendam, Patrick Jarnfelt fra Copenhagen Game Collective og Cape Copenhagens COO Anna Ottesen deltog i programmet AK 24syv den 6. april 2016. Her blev der talt om den aktuelle situation i den danske spilbranche, om formålet med den nye spilfestival, om Hebocon Robot-turneringen og hvorfor der bør være flere kvinder i den danske spilbranche. Hør indslaget her

 

1000 spiludviklere laver computerspil på 48 timer
Fra fredag og helt frem til søndag aften tog det årlige Nordic Game Jam over. Nordic Game Jam, der også en del af den nye festival, er et af de største game jams i verden, hvor omkring 1000 spiludviklere samledes for at udvikle computerspil på under 48 timer. Vinder af dette års Nordic Game Jam blev spillet Random Access Murder.

 

 

Copenhagen Games Festival siger tak for i år og på gensyn til næste år.

FØLG CPH GAMES FESTIVAL PÅ FACEBOOK | TWITTER

Copenhagen Games Festival er et samarbejde mellem Interactive Denmark, Producentforeningen og IGDA Denmark.