GDC special. Dansk spilindustri står stærkt

Game Developers Conference giver en unik mulighed for at tage temperaturen på den globale spilindustri, der i år var samlet for 30. gang i San Francisco. 

 

Dette er et redigeret uddrag af Interactive Denmarks nyhedsbrev, marts 2016.

Fra den 14. - 18. marts var mere end 27.000 personer fra hele verden samlet til Game Developers Conference 2016 i USA. Igen i år deltog mere end 100 personer fra alle dele af af den danske spilindustri - nogle for at pitche produkter, andre for at hente ny faglig viden og andre igen for at dele deres faglige viden. Flere medarbejdere hos Playdead var inviteret til at tale om virksomhedens kommende spil INSIDE, ligesom både Io-Interactive, Logic Artists, Glitchnap ogHenrike Lode var inviteret til at tale på konferencen.

Se oversigt over danske brancheaktiviteter under GDC 

Gennembrud for Virtual Reality  
I år har Virtual Reality fået sit gennembrud og er sat på dagsordenen med et program over to dage. Antallet af platforme og muligheder har vel aldrig været større. Antallet af udviklere og nye produkter vokser derfor også eksplosivt.

Internationale konferencer og salgsmesser
Antallet af danske spilvirksomheder der deltager i internationale konferencer og salgsmesser som for eksempel GDC og Game Connection øges år for år og antallet af kommercielle danske produkter på markedet er ligedes stigende. Danske udviklere som Bolværk Games, Funday Factory, 2nd Studio og Fennec Fox Entertainment med flere har taget konkurrencen op med udviklere fra Europa, Asien og Latinamerika og sælger deres produkter til internationale udgivere på Game Connection.

Nye titler og nye spilstudier skyder frem
Alligevel var optakten for den danske delegation præget af historien om københavnske PressPlay, som Microsoft brat valgte at lukke i begyndelsen af marts. I alt 33 personer blev fritstillet, og tilbage står IO-Interactive som det eneste udenlandsk ejede spilstudie i Danmark.

Branchen står stærkere end nogensinde før
Men branchen er veletableret og mange andre virksomheder står klar med nye produkter. Netop Io-Interactive udgav det sjette spil i HITMAN-serien i starten af marts, Betadwarfs SForced: Showdown udkom d. 29 marts og 1. april bliver Game Swings Stikbold lanceret på både PC, PlayStation 4 og Xbox One, hvor VRUnicorns SelfieTennis også udkommer. Og så har bådePlaydead, Logic Artists, Bolverk Games og flere andre nye spil på vej.

Læs hele nyhedsbrevet | Abonner på nyhedsbrevet 

Illustration: Bolverk Games på Games Connection