Minitutor fik en kærlig kindhest

Minitutor har haft succes med at udvikle digitale læringsmidler til det danske marked, og retter nu opmærksomheden mod det internationale marked. Det kræver et større fokus på målgrupper og markedsføring allerede i produktionsfasen, som deltagelse i SOLID-programmet har hjulpet virksomheden med at finde.

 

Der var brug for eksperthjælp

Når Kristian Bang Nørgaard møder på arbejde som CEO for virksomheden Minitutor, der udvikler digitale læringsmidler, fornemmer han et godt, betonstøbt fundament til produkter, der fremover mere effektivt skal målrettes mod såvel det danske, som internationale marked. Et fundament som er et resultat af Minitutors deltagelse i SOLID-programmet.

”Vi bliver skarpere på international markedsføring." 

Deltagelsen i SOLID-programmet indebar blandt andet, at Kristian Bang Nørgaard og hans kollegaer tog et par dage ud af kalenderen, for at drage til London og mødes med en ekspert i koncepter til børn. En workshop der både kom i dybden med Minitutors univers, men også i forhold til hvad der trender i relation til markedsføring og markederne rundt om i verden.

”Vi fik nogle gode tæv i relation til koncept og univers, og en opgradering af vores indsigt i målgrupper og ageren i forhold til dem. En kærlig kindhest så at sige,” fortæller Nørgaard.

Fokus på strategien

”Deltagelsen i SOLID-programmet har konkret betydet, at vi har ændret i måden vi designer og udvikler produkter på. Vi har fået tanket nogle kompetencer, og det mærkes direkte i produktionen,” siger Kristian Bang Nørgaard.

Han peger på, at han og kollegaerne hos Minitutor er blevet bedre til at arbejde mere strategisk med firmaets univers og suite af produkter. Det betyder, at der nu er langt tidligere fokus på, hvordan produktet skal målrettes målgruppen, og hvordan tingene skal struktureres i forhold til markedet.

”Som en del af forløbet er vi også begyndt at arbejde med vores interne proces omkring kvalitetssikring af såvel det kreative som produktionsniveauet”

Flere medarbejdere og samarbejdspartnere

Lige nu er der fire ansatte i Minitutor og yderligere otte i søsterselskabet Funday Factory – medarbejdere som de to virksomheder låner af hinanden efter behov. Det giver den fordel, at medarbejderne i udpræget grad vidensdeler, og den nye indsigt om blandt andet målgrupper flyver mellem projekter. Men der bliver også behov flere hænder det kommende år vurderer Kristian Bang Nørgaard.

"Vi er vant til at sælge apps via Apples App Store og Google Play, og det er nemt at åbne for de internationale porte. Det er et hårdere marked, men vi har fået nogle gode tips og tricks til at klare os igennem det”, slutter Nørgaard. 

”En del af det at deltage i SOLID-programmet er at lave selve optagelsesansøgningen, hvilket er en god måde at italesætte planer og blive afkrævet nogle svar. Så på spørgsmålet om flere arbejdspladser, der regner jeg med at skulle ansætte et par ekstra mand i både Minitutor og Funday Factory,” vurderer Nørgaard.
Han forventer samtidig at udvide Minitutors samarbejde med mere videnstunge folk. Dels for at være mere ambitiøs i relation til at teste og evaluere. Men også for at fundere produktudviklingen på forskning og et nøje fokus på, hvad der optager markedet.

SOLID skaber luft til tanker

SOLID-programmet har givet Kristian Bang Nørgaard luft til at træde et skridt tilbage, og få luft til at tænke nogle af de tanker, han som virksomhedsleder godt ved, bør tænkes, men ikke altid har fundet tid til. Han mærker samtidig at netværket og viden er blevet styrket, samtidig med der er kommet fokus på den fremadrettede strategi.

LÆS MERE OM SOLID