SOLID hjælper Serious Games med at finde fokus

Det er rigtig vanskeligt af skifte motor på en bil, der kører. Sådan beskriver Simon Egenfeldt-Nielsen, administrerende direktør i Serious Games Interactive, den proces, som virksomheden for tiden er ved at gennemgå, og som gjorde det attraktivt at deltage i SOLID.

 

Gennem snart ti år har Serious Games Interactive været dedikeret til at lave spil, som er mere end blot underholdning. Men konkurrenterne er gennem årene blevet flere og ikke mindst mere specialiserede –derfor har Serious Games Interactive behov for at finde nyt fokus gennem SOLID-programmet.

Konkurrencen skærper kravene

”Da vi startede for næsten ti år siden, og snakkede om spil til andet end underholdning, var det et meget eksotisk begreb. Men der er sket en konsolidering af markedet, folk fokuserer på bestemte nicher, og hvis vi bare fortsætter som hidtil, bliver vi overhalet indenom,” fortæller Simon Egenfeldt-Nielsen.

Han oplever, at hvor serious games som genre dengang gav spiludvikleren mulighed for at lave produkter til både børn, voksne og industri med det overlap af kompetencer, det indebar, er der i dag stor forskel på, hvad der fokuseres på indenfor genren. Der er kommet flere platforme, målgrupper og anvendelsesmuligheder til, ligesom konkurrencen er skærpet.

Serious Games Interactive har derfor behov for at finde ud af, hvordan de som virksomhed fokuserer på de rigtige ting, og indstiller sig på et lukrativt marked og en konkurrencesituation, hvor de som spiludviklere i stigende grad er nødt til at gøre mere ud af, hvorfor de er den rette samarbejdspartner for kunderne.

Godt at få andre øjne på

”Det er en proces, vi har været i gang med et stykke tid, og som vi er ellers ville have holdt inden døre. Det vigtige ved at deltage i SOLID er, at der bliver stillet nogle ressourcer til rådighed, så vi kan trække folk ind udefra, som ved noget om de her ting,” siger Simon Egenfeldt-Nielsen.

"Det vigtige ved at deltage i SOLID er, at der bliver stillet nogle ressourcer til rådighed, så vi kan trække folk ind udefra"

Indledningsvis frygtede han dog lidt at komme til at spilde tid på konsulenter, som ikke rigtig forstod hans virksomhed. Men i stedet oplevede han allerede fra ansøgningsprocessen, at SOLID-programmet er meget ubureaukratisk og samtidig både fleksibelt og behovsdrevent.

”Vi har fået tilknyttet nogle gode konsulenter og lavet nogle gode workshops, som ligger i forlængelse af den retning, vi vidste, vi skulle. Men det er rigtig godt at få nogen til at se på, om det virker rigtig. Som hjælper med at holde fokus og holde fast i de ting, vi har tænkt os at gøre,” mener Egenfeldt-Nielsen.

Gode til produktion, ikke salg

Konkret har Serious Games Interactive fået tilknyttet tre konsulenter, og foruden at arbejde med virksomhedens fokus bruges tiden også på at udarbejde en go-to-market strategi for kommende produkter. For som direktøren siger, har de hidtil været meget tunge på produktionssiden men manglet kompetencer indenfor blandt andet salg.

”For ti år siden havde du distributører og udgivere til at hjælpe dig, men i dag bliver der lavet så mange spil, at du kun er halvvejs i mål, når spillet er færdig. Hvis du har brugt halvandet år på at udvikle et spil, og ikke er klar til at bruge tid på markedsstrategi, så kan du lige så godt lade være med at udvikle det,” mener Simon Egenfeldt-Nielsen.

Serious Games Interactive har derfor gennem SOLID fået tilknyttet management konsulenten Mogens Nielsen, som hjælper med at fokusere selve forretningen og, på et mere overordnet plan, udarbejde scenarier for de situationer, der kan opstå undervejs.

Samtidig assisterer PR konsulenten Peter Jakobsen spiludvikleren med at opbygge markedsstrategi på den mere operationelle side, hvor kompetencerne internt i Serious Games Interactive styrkes rent taktisk i forhold til, at et fantastisk produkt ikke må drukne i mangel på opmærksomhed.

Endelig er brancheveteranen Søren Kokbøl Jensen tilknyttet for at udvikle go-to-market strategien på det strategiske plan. Han har, som Simon Egenfeldt-Nielsen udtrykker det: ”et godt netværk og en god fornemmelse af alt det, man ikke kan læse omkring fx at få hul igennem til Apple.”

Investering i tid bærer frugt

Serious Games Interactive befinder sig netop nu midtvejs i SOLID-programmet på 12 uger, og ifølge Simon Egenfeldt-Nielsen er det, selvom det kan være en udfordring at finde tiden, godt at blive presset til netop at bruge tid på de ting, der ellers kan forsvinde i hverdagen.

”Det er min klare overbevisning, at hvis vi ikke får styr på virksomhedens fokus, så vil vi ikke være her om tre år. Det er ikke nødvendigvis noget SOLID-programmet kan fikse, men det har sat gevaldig fart i processen” forklarer han. ”Vi har samtidig fået skabt et godt fundament med go-to-market strategien, som mere end fordobler chancen for, at investeringen på tre millioner kroner i det kommende produkt bærer frugt”.

LÆS MERE OM SOLID